Naturlegeplads Bolding Apartments.

Bolding Apartments fik tilskud til en naturlegeplads

– Årets første turister har allerede meldt deres ankomst igen til næste år.

Bolding Apartments er en af de virksomheder, der har fået tilsagn om LAG-midler. Pengene skulle bruges til en naturlegeplads, som skulle give gæsterne lyst til at blive længere og måske at komme igen, og det lader til at have virket.

– Vores gæster i denne sæson er meget begejstrede for den nye naturlegeplads, hvor børnefamilierne har brugt meget tid, fortæller Karin B. Lauritsen.

– Mange af vores gæster har allerede sagt, at de kommer igen til næste år, og at de vil booke sig ind længere for at have mere tid til at hygge sig på legepladsen, som et godt og mere roligt alternativ efter LEGOLAND-turen eller de andre steder, de har besøgt.

95 % af Bolding Apartments’ gæster er udenlandske fra blandt andet England, Belgien og Østeuropa. En enkelt familie kom endda helt fra Bangkok.

Flere lokale har også fundet legepladsen. Blandt andet dagplejemødre er begejstrede for den nye legeplads med tilhørende madpakkehus, som Karin selv har fået bygget ved siden af.

Bolding Apartments blev sidste år (september 2023) indstillet til at modtage 148.465 kroner af LAG Vejen-Billund, svarende til 50 % af det samlede beløb, til at bygge naturlegepladsen.

Projektet understøtter småskalaturisme i området, og giver gæsterne en bedre oplevelse, som evt. gør at turisterne bliver en dag eller to længere. Derudover er legepladsen tilgængelig for lokale.

Se mere om Bolding Apartments her.

© Copyright - LAG Vejen-Billund
Skip to content