Fem spændende projekter indstillet til at modtage støtte fra LAG Vejen-Billund
I sidste uge holdt LAG Vejen-Billund bestyrelsesmøde med indstilling af projekter til årets første ansøgningsrunde. Her blev de i alt 10 indkomne ansøgninger fra lokale virksomheder og foreninger i Billund og Vejen Kommunes landdistrikter gennemgået med formålet at uddele de 775.000 kroner, som var besluttet til uddeling i årets første ansøgningsrunde.
Der var indkommet en god blanding af almennyttige og erhvervsprojekter, og bestyrelsen vurderede hvert enkelt projekt ud fra kriterierne i LAG Vejen-Billunds udviklingsstrategi.
- Indkøb af laserprojektor til Brørup Bios Venner, Brørup: Kr. 150.000.
- Forbedrede rammer og skiltning der kan bidrage til flere besøgende, Glad Zoo, Lintrup: Kr. 52.966.
- Toiletter og bad til autocamperplads, samt brugere af Kyst til Kyst Stien, Hovborg Fiskeri: Kr. 100.000,-
- Nyt cideri, Mergelsø Cider, Vorbasse, Kr. 250.000.
- Konstruktion af nyudviklet højteknologisk vandmølle, Sønderskov Mølles Driftsselskab ApS, Brørup: Kr. 222.000.
– Vi modtog ansøgninger for knap 2,5 millioner kroner. Da vi kun havde 775.000 at gøre godt med i denne runde, var det desværre ikke muligt at tilgodese alle af de ellers gode projekter. Valget faldt på de projekter, som, ud over at være fyldestgørende, også blev vurderet af bestyrelsen til at understøtte udviklingsstrategien bedst, fortæller formand Henny Schøler
Bestyrelsen ønsker tillykke og held og lykke med projekterne til jer, der er indstillet til at modtage LAG-midler.